Sådan skal det selvfølgelig være derhjemme. Men jeg tillader mig at spørge, om vi måske – som samfund – har fået lidt for travlt med at anerkende? Er vi godt i gang med at udvande vores forståelse for, hvad der bør anerkendes? Er der gået inflation i anerkendelsen? Det frygter jeg.

Et flot madfoto på Instagram. Hjerte. Et harmdirrende tweet over hvad en politiker har gjort, sagt eller skrevet. Like og retweet. Idylliske opstillede familiebilleder på Facebook. Like.
Tv strømmer over af sang-, bage- og talentkonkurrencer og der er nærmest ingen ende på, hvor dygtige og modige alle er ifølge værterne og dommerne.

Det er dejligt. Og indrømmet – jeg ser også selv noget af det. Men jeg er bange for, at det virkelige anerkendelsesværdige – det ekstraordinære, det beundringsværdigt uselviske, det reelt vigtige – er begyndt at forsvinde i larmen af likes og delinger. Det må ikke ske.

Derfor er flagdagen vigtig. Rigtig vigtig. Det er den ene dag om året, hvor vi som land og som samfund sætter larmen til side og helliger os dét, der for alvor betyder noget. Vores sikkerhed og tryghed. Vores værdier og principper.

Og helt afgørende, dem – jer – der står, og har stået, i første række.
Jer, der virkelig bør anerkendes.
Vores veteraner – soldater, politifolk, læger, sygeplejesker, civile rådgivere og andre – som har sat og bliver ved med at sætte jeres liv på spil i verdens brændpunkter. For at fremme danske interesser og værdier ude i verden – og for at vi herhjemme kan være og føle os mere sikre og trygge.
Som udenrigsminister kan jeg bevidne den store anerkendelse og respekt, der står om danske soldater og udsendte blandt vores allierede og samarbejdspartnere i udlandet.

Det er vigtigt, at vi også herhjemme ser og anerkender den kæmpe indsats og de ofre, I, som udsendte i international tjeneste, yder på vegne af hele nationen.

Det er derfor vi holder flagdag. Fordi I fortjener en helt særlig anerkendelse og vores dybeste respekt. Jer, der har stillet sig selv i forreste række for vores andres skyld. Jer, der kom sårede og forandrede hjem. Jer, som gav det største, I havde – jeres liv – i forsvaret for vores land. I har i sandhed fortjent den største anerkendelse, vi kan give.