Dato

Grønlandske veteraner skal anerkendes

Grønlandske veteraner bør anerkendes
Af Aaja Chemnitz Larsen, folketingsmedlem for Inuit Ataqatigiit

Hvis du for fem år siden spurgte folk på gaden i Grønland, om der er veteraner i vores land, ville de kigge uforstående på dig. Gør du det i dag, vil du finde enkelte, som kender veteraner, men samlet set er veteranområdet i Grønland noget kun få har kendskab til.

I juni 2021 deltog jeg sammen med en masse gode mennesker i den stiftende generalforsamling for foreningen Grønlandske Veteraner. De senere år har Veteranprojekt Grønland og Veterancafe Grønland set dagens lys, til stor gavn for de mange veteraner i Grønland som har savnet netværk og indsatser målrettet dem.

I Grønland er der officielt over 100 veteraner, men uofficielt op imod 150. Fælles for dem alle er, at de har været ude på missioner rundt om i verden og sikret tryghed, fred og frihed for os, hvilket de i høj grad fortjener anerkendelse for.

De fleste veteraner vender hjem efter deres udsendelse uden mén, men en mindre del af veteranerne har brug for støtte og hjælp til at håndtere psykiske og sociale belastninger eller fysiske skader som følge af udsendelsen. Veteranernes pårørende kan også have behov for støtte. Det gælder også for veteranerne i Grønland.

Veteranerne i Grønland er en del af den danske veteranpolitik og kan bruge Veterancenterets tilbud om støtte, rådgivning og behandling, enten via online behandling eller hos en lokal netværkspsykolog. Men specifikke tilbud i det grønlandske sundhedssystem til veteraner findes der ingen af. Symbolikken heri mener jeg er rigtig ærgerlig, da veteranerne – uanset at vi ikke har vores eget forsvar – har udført en kæmpe indsats på vegne af os alle.

Der har de senere år været et stigende fokus på veteraner i Grønland fra politisk side, men der er et stykke vej endnu, før vi kan tillade os at sige at veteranerne får den anerkendelse og behandling de fortjener. Et vigtigt led i det arbejde er, at sikre at de grønlandske myndigheder tager deres ansvar på sig og sikrer politiske ambitioner og sundhedsmæssige såvel som arbejdsmarkedsrettede tilbud til veteraner. Lige inden valget blev en lov dog gennemført, som på papiret giver mulighed for hjælp bl.a. fra de grønlandske kommuner til veteraner. Nogle borgmestre har vist særlig interesse og respekt for grønlandske veteraner og det er vigtigt første skridt.

Det er i den forbindelse oplagt at skele til den nye wildcard-ordning i Danmark, der styrker PTSD-ramte veteraners tilknytning til arbejdsmarkedet. Veteraner med PTSD bliver ramt forskelligt og kan i nogle perioder have nemmere ved at arbejde, mens de i nogle perioder ikke kan arbejde. I Grønland er denne gruppe muligvis ikke stor, ikke desto mindre har vi et særligt ansvar for at sikre veteraner værdige vilkår.

Wildcard-ordningen giver mulighed for, at veteraner på førtidspension med PTSD eller PTSD-lignende diagnoser kan have tilknytning til arbejdsmarkedet i de perioder, hvor de har det godt. Og førtidspensionen at falde tilbage på, hvis de skulle få det værre igen. Det giver veteranerne fleksibilitet og tryghed i hverdagen, samtidig med at arbejdsmarkedet får gavn af veteranernes mange ressourcer.

Jeg vil gerne opfordre mine kollegaer i Grønland og i Folketinget til at sikre veteraner i Grønland bedre vilkår, både hvad angår tilbud i sundhedsvæsenet og på arbejdsmarkedet, så vi politisk viser, at vi anerkender dem for den store indsats de har gjort. Det vil samtidig være med til udbrede viden om og kendskab til veteraner i Grønland, hvilket der også er behov for. 

Jeg håber at stiftelsen af foreningen Grønlandske Veteraner, som gode mennesker står i spidsen for, kombineret med et fortsat stigende politisk fokus på området, medvirker til at sikre veteranerne i Grønland den anerkendelse de fortjener. Jeg glæder mig til at endnu engang, at deltage i fejring i Grønland.

Rigtig god flagdag til alle!

FLERE
artiKLER & INDLÆG