Dato

Anerkendelse – set med lokale øjne i det midtjyske.

Af Preben Sloht, formand Veteran Café Skive. 

 Anerkendelse er en meget individuel følelse, så hvordan bearbejder man så dette og får de lokale veteraner og pårørende til at føle, at de er værdsatte. Det er ikke de store parader og skåltaler der hitter, men måske mere et fællesskab, der er støttet lokalt af kommune og erhvervsliv – det er en anerkendelse man kan forstå. 

 I 2015 åbnede Veteran Café Skive som et tilbud til alle veteraner og pårørende, uanset hvilken enhed eller organisation, man havde været udsendt for. Overvægten lå på personel fra Forsvaret og Hjemmeværnet, men også sygeplejersker, nødhjælspersonel samt Politi og Beredskabsstyrelsen har fundet et fristed her. 

 Fra start var det en kongstanke, at det skulle være gratis at komme på Caféen og at man ikke skulle være medlem af nogen landsorganisation for at deltage. Det betyder noget for mange, når de første gang stifter bekendtskab med en frivillig organisation, da alle føler sig lige velkomne. Med en god støtte fra såvel Kommune, Regiment som erhvervsliv, lykkes det at skabe rammerne for et mødested, hvor man kunne komme og få en snak med ligesindede samt støtte til kontakt med myndigheder eller hjælp til ansøgninger. 

Der er henover årene uddannet frivillige som bisiddere idet vi synes det hører med til anerkendelsen, at man får sin sag behandlet værdigt. Det kan vi tilbyde hjælp til, da vores ledere er uddannet og har en baggrund som veteran eller pårørende og dermed kan vi tilbyde ikke bare et fællesskab men også en hjælp og støtte i kampen for afklaring af ens fremtid. 

Caféen markerer årligt mærkedage for NATO, Peacekeepers Day, FN samt Danmarks Veteraners Mindedag ved parader ved vores ”Mindesten for Danmarks udsendte i International Tjeneste siden 1948”, hvor såvel nabo caféer, Danmarks Veteraner, Hjemmeværn, Politi, Beredskabsstyrelse, soldaterforeninger samt Skive Kommune og Ingeniørregimentet inviteres til at deltage. Arrangementet slutter med fælles hygge og snak om dagen. 

Vi deltager som en integreret del af markeringen af Flagdagen, hvor der afholdes en mindeceremoni ved Mindestenen ved Skive Kirker og herefter ved Ingeniørregimentet, hvor der lægges kranse og buketter ved mindestenene på kasernen. Efterfølgende er der gudstjeneste i Skive kirke med march gennem byen, parade på Posthustorvet samt reception.  

Om aftenen er Skive Kommune vært ved foredrag og arrangement for veteraner og pårørende, så dagen må siges at blive festligholdt på bedste vis. 

Denne dag betyder for mange – et øjeblik, hvor byens beboere sender en venlig tanke til deres veteraner, men selve anerkendelsen ligger i, hvordan byen bakker op om de tiltag, som man forsøger at skabe lokalt. 

 Vi er i Skive og de tilstødende kommuner tilsmilet af en god opbakning fra såvel Kommune som erhvervsliv og det betyder også, at vi i samarbejde laver flere aktiviteter, hvor alle kan deltage uden at skele til, hvilken Café man er bruger i. Disse fælles arrangementer støttes af Veterancentrets puljer til Familie- og veteranaktiviteter og gør det muligt, at få en stor deltagelse også fra tilstødende kommuner.  

Vi afholder således Veteranløb på Mors, Vanddage for hele familien i Thy eller på Mors, Familie Weekend på Hessellund Sø Camping og Veteranmarch i Skive, alle aktiviteter hvor hele familien kan være med.  

Ved løb og march inviteres offentligheden til at deltage, således vi kan generere er overskud til vores fortsatte arbejde for veteraner og pårørende i lokalområdet. 

Anerkendelse er for os noget håndgribeligt – støtte fra en Veterankoordinator, en frivillig organisation af veteraner og pårørende, der gør en indsats for deres kammerater ved afholdelse af nogle gode aktiviteter for hele familien samt et godt og frit samarbejde med andre aktører på området.  

Tilbuddene er mangfoldige og til tider uoverskuelige, men lokalt er vi stærke. 

FLERE
artiKLER & INDLÆG