Dato

Jeg har fået kæmpe livskvalitet ved at være med i Veteran Match

 DIF Soldaterprojekts Veteran Match sikrede den PTSD-ramte Christian Falck Hagstrøm en vej ud af mørket. Nu afvikles initiativet igen over hele landet.  

”Det at være med i Veteran Match gjorde, at jeg fik en helhed i mit liv. Jeg havde ellers kigget på at søge førtidspension, men jeg fik fritid og arbejdsliv til at hænge sammen, og det betyder, at jeg kan se mig selv på arbejdsmarkedet i mange år.” 

Ordene leveres med begejstring og lys i øjnene på Christian Falck Hagstrøm. Efter flere års mismod er det positiviteten, der styrer hans livsmarch. 

I 2009 var han udsendt som soldat på hold 7 i Afghanistan, og oplevelserne dengang har sat dybe spor. Christian Falck Hagstrøm mistede tre kammerater på missionen og blev desuden fanget i et mass casualty i Gereskh med adskillige ofre, heriblandt børn. 

Lige siden har han kæmpet med at bearbejde traumerne, der har haft enorme konsekvenser for både familie- og arbejdslivet. 

”I flere år kunne jeg ikke se på mine egne børn, fordi jeg så ansigterne fra børnene i Gereskh i dem,” fortæller Christian Falck Hagstrøm.  

I dag – 13 år efter oplevelserne i Afghanistan – fortsætter kampen mod og med PTSD’en, men efter deltagelsen i sidste efterårs Veteran Match er der kommet langt mere struktur og glæde ind i hverdagen.  

En jobmatch-dag faciliteret af Superligaklubben Viborg FF, Viborg Kommune og DIF Soldaterprojekt resulterede i en deltidsstilling hos virksomheden Jobigen, der tager højde for Christian Falck Hagstrøms udfordringer og behov. 

Som veteranen fortæller på lageret i Viborg, hvor han hjælper og guider medarbejdere på et beskyttet værksted: 

“Hvor jeg før var ved at miste håbet, har jeg nu fået en kæmpe livskvalitet ved at være med i Veteran Match.”    

En fælles indsats 

Det er sådanne positive livsomvæltninger, toppen af dansk elitesport igen i dette efterår går sammen om at styrke og udbrede med en fælles, koordineret indsats. 

Med afsæt i den nationale flagdag 5. september 2022 lyder startskuddet til en hel måned i veteranernes tegn, hvor DIF Soldaterprojekt for tredje år i træk står i spidsen for afviklingen af Veteran Match, der forener en todelt indsats med jobmatch-dage og match day-hyldest.  

Denne gang med hele 3F Superligaen, hele Metal Ligaen og stort set alle klubber fra HTH Herreligaen som aktive medspillere.  

Jobmatch-dagene vil blive afviklet på klubbernes arenaer landet over, hvor ledige veteraner inviteres til networking og samtaler med klubbernes erhvervsnetværk – kyndigt assisteret af kommunale jobkonsulenter.  

Ambitionen er at skabe match, der kan føre til beskæftigelse – ligesom det skete for Christian Falck Hagstrøm. 

Sideløbende vil der efter inspiration fra den engelske Premier Leagues Remembrance Day blive afviklet unikke match day-hyldestkampe af Danmarks veteraner i forbindelse med opgør i 3F Superligaen, Metal Ligaen og HTH Herreligaen. Disse afvikles fra uge 36-39 over hele landet, og der venter med garanti en stor oplevelse for veteraner, samarbejdspartnere og fans. 

”De seneste år har bevist, at modellen med at matche virksomheder med ledige veteraner skaber beskæftigelse, og derfor er det fantastisk, at vi i år kan sætte endnu flere sejl ind i projektet takket være en donation fra Poul Due Jensen/Grundfos Fonden. Og så glæder vi os over, at så bred en del af dansk elitesport vil være med til at hylde og anerkende vores veteraner, der har gjort så meget for Danmark,” siger næstformand i DIF og medlem af styregruppen bag Veteran Match, Frans Hammer. 

DIF Soldaterprojekt opfordrer fortsat alle veteraner, der kunne have interesse, til at tilmelde sig både hyldestkampe og jobmatch-events. 

Tilmelding kan gøres via hjemmesiden www.veteranmatch.dk. 

Oversigt over jobmatchdage 

Dato og sted: 

  • Ringsted, Ringsted Sportscenter: 13. september 
  • Odense, Nature Energy Park: 21. september 
  • København, Parken: 30. september 
  • Aalborg, Gigantium: 5. oktober 
  • Viborg, Viborg Stadion: 5. oktober 
  • Herning, MCH Arena: 6. oktober 

 Oversigt over hyldestkampe 

Klik ind på www.veteranmatch.dk og se hele oversigten med de 31 hyldestkampe fordelt i 3F Superliga, Metal Ligaen og HTH Herreligaen. 

Fakta: Poul Due Jensen Fonden/Grundfos støtter i år op om Veteran Match 2022 med en donation på 2,75 millioner kroner til afvikling, udvikling og administration. Sidste år kom veteraner fra København, Herning, Viborg, Vejle og Aalborg i beskæftigelse 

For info og spørgsmål: 

Tilmelding til Veteran Match – både jobmatch og hyldestkampe – via www.veteranmatch.dk 

Mail: veteranmatch@dif.dk 

For yderligere spørgsmål kontakt projektleder Katrine Marslev Fritzen: 61261482, kfr@dif.dk 

  

FLERE
artiKLER & INDLÆG