Bosnien, 1. juni 1993: Serbiske soldater skyder granater ind i en vejtunnel, hvor en dansk konvoj med nødhjælp er standset op. Adskillige civile, som har søgt tilflugt i tunnellen, såres eller omkommer, og to danske chauffører – Niels Bromand og Jimmi Nyegaard – bliver dræbt sammen med konvojens lokale tolk. Endnu en chauffør, Jeppe Michael Jensen, såres hårdt. I dag kæmper han for anerkendelse til alle udsendte, og her kommer hans fortælling. 

Konvojen bestod af ti lastbiler læsset med nødhjælp. Målet var den bosnisk-muslimske landsby Maglaj, som var under belejring af serbere og kroater på hver sin side.  

Lastbilerne var danske under FN’s flag, og chaufførerne var fra det danske beredskabskorps. En mand på hver bil. 

Vejen fra FN’s lager til Maglaj kunne gøres på et par timer ad krogede bjergveje. Lige før Maglaj skulle de gennem en 1100 meter lang tunnel, og efter den blev de stoppet – serberne ville ikke lade dem komme videre, fordi der var pansrede mandskabsvogne i kolonnen.  

Et kompromis blev forhandlet – kun lastbilerne måtte fortsætte til Maglaj, og for en sikkerheds skyld vælger danskerne at køre ind og læsse af med kun to biler ad gangen. Resten holder inde i tunnelen. 

Jeppe sidder i den første lastbil, der kører ind. 

”Der var våbenhvile, men der var ingen mennesker på gaderne, så vi kørte alt hvad remmer og tøj kunne holde. I stedet for landevejen kører vi via et jernbanespor ind til varehuset. Byen var sønderskudt, og vi unloader og kører retur.”  

De to næste to lastbiler vælger også jernbanesporet og kommer under beskydning med granater. 

”Vi kunne se, de skød sig ind på vores kolleger. Det ser ud som mortergranater, så vi tror, vi er i sikkerhed inde i tunnelen. Så pludselig springer en granat lige over tunnelmundingen og man kan stadig se, hvor granaten ramte den dag i dag.” 

”Så vi løber længere ind i tunnelen, nok 70-80 meter ind, og en række civile er også gået i dækning derinde. 

”Jeg står mellem to lastbiler og en kroatisk soldat kommer hen til mig og jeg siger,”vi skal ha’en smøg.”  Så jeg giver ham en cigaret og skal til at tænde for ham, da jeg pludselig bliver kastet omkuld.” 

For nu bliver der skudt granater direkte ind i tunnelen. 

”Det næste jeg opdager er at jeg ligger halvvejs inde under en lastbil, og den her kroatiske soldat han ligger over mig. Han har med meget stor sandsynlighed reddet mit liv, fordi han har stået mellem mig og granaten, der eksploderer, men det har kostet hans liv, han er dræbt på stedet. 

Jeg får ham skubbet væk og begynder at kravle længere ind under lastbilen. Jeg er bange for, jeg har et åbent benbrud, fordi jeg kan mærke noget hårdt der stikker ud af mit venstre ben. Er der årer der, så jeg kan bløde for meget? Der løber blod ud af min støvle, da jeg tager den af. 

En læge, som kort efter tager sig af Jeppe, finder ud af, at det ikke er et benbrud, men en lang granatsplint, som hun trækker ud.  Det var ”bare” et kødsår, men en mindre granatsplint har ramt ved øjet.  

”Når lægen lyser, kan jeg se en sort prik – jeg spørger hende, om jeg kan miste synet og hun svarer: Fifty-fifty. 

Jeppe bevarer sit syn på begge øjne men må hjem på hospitalet. 

Hvis du vil høre Jeppe Michael Jensen selv fortælle sin historie, om den dag i Maglaj-tunellen, så se de to videoer på Udsendt Af Danmark – Nødhjælpen skal frem – Del 1 og Tunellen i Maglaj – Del 2.

Vejen til anerkendelse 

Når du læser denne beretning, har du måske lige været til musikfestivalen ”ENGAGE” som blev holdt i hhv. Skive og på Kastellet i København. En festival, hvor veteraner kommer gratis ind, og hvor resten af familien Danmark gerne må købe billet.  

Engage arrangeres af Veteranfonden, og det hele er Jeppe Michael Jensens ide, som du kan læse mere om på www.veteranfonden.dk

Jeppe Michael Jensens indgang til jobbet som nødhjælpschauffør var værnepligten, som han valgte at tage i Civilforsvaret, (som skiftede navn til Beredskabskorpset mens Jeppe var der.) Som så mange andre udsendte også fortæller, ville han bare lige prøve værnepligten, men blev fanget af jobbet.  

”Jeg valgte CF, fordi så var det hurtigere overstået, og man kun få et stort kørekort, men jeg blev hurtigt ret glad for det, så jeg meldte mig til delingsførerskolen – det var en spændende uddannelse. Vi blev jo uddannet både til katastrofeberedskab og et krigsberedskab. Som uddannet får du ansvaret for en deling med enten 32 eller 56 mand.” 

”På delingsførerskolen får vi en dag i starten af 93 at vide, der er brug for folk til at tage til Bosnien. Så lige efter delingsførerskolen i Herning tog jeg direkte til Bosnien først i maj.” 

Her blev han hurtigt rutineret. 

”Ja men der skete jo også meget på de få uger. Uddannelsen fungerede godt, jeg synes vi var megadygtige til det, vi lavede.” 

Men kun 28 dage fik han i tjenesten i Bosnien, så sprang granaterne i tunnellen. 

Jeppe Michael Jensen har flere gange været i Bosnien siden, først som jurastuderende i praktik i Sarajevo, hvor der stadig kunne springe bomber, og hvor man ikke kunne åbne øjnene uden staks at se bygninger med ar fra beskydning. 

Der skulle gå tyve år, før han kom ind i veteranarbejdet. Nu var han jurist med egen virksomhed og speciale i it-ret og e-handel. 

”Det som satte mig i gang med veteranarbejdet var, at jeg opdagede, at os som havde været udsendt med beredskabskorpset, ikke kunne få et veterankort,” fortæller han.  

(Veterankortet er et kort alle tidligere udsendte kan rekvirere og bruge til at opnå f.eks. rabat).

”For mig var det bare noget mærkeligt noget, at vi ikke kunne blive anerkendt som udsendte, og som jurist kunne jeg jo læse lovgivningen bag, og det var helt tydeligt, at selvfølgelig skulle vi også anerkendes.” 

”Først tog jeg fat i Forsvaret og andre, men ingen kunne rigtig gøre noget ved det, så jeg fik foretræde for nogle politikere, som sagde, ”selvfølgelig, veterankortet skal være for alle, der har været udsendt for civilforsvaret”.” 

Når ordet ’veteran’ får en forkert klang 

Målet var nået, men nu var Jeppe sporet ind på veteranarbejdet. 

”Det bragte mig ind i det miljø, der var med forskellige veteranorganisationer, og meget af det var sådan soldaterforeningsagtigt, noget var indspist, og meget gik ud på at tale om gamle dage, og det er da også meget hyggeligt.” 

”Men det var ikke det, jeg ville, jeg kunne godt tænke mig at der blev sat mere fokus på en bred anerkendelse af, at vi er nogen, der tager af sted og sætter vores liv på spil for Danmark. 

Og jeg mødte flere veteraner som sagde, at de var holdt op med at fortælle, at de var veteraner, fordi det første de blev spurgt om, det var: ”Har du det godt?” 

”Så frem for, at det bør være et adelsmærke, at man havde været udsendt for Danmark, så var det blevet et stigma, altså man kunne selvfølgelig ikke have det godt, fordi man havde oplevet noget, der var rigtig, rigtig slemt.” 

”Det var en sygeliggørelse af det at være veteran.” 

”Jeg møder også soldater, der siger, ”jeg er ikke veteran, for jeg har det godt” – en sagde til mig, det kan være, vi skal finde et helt nyt begreb. Jeg er ked af, vi stadig har en opfattelse at det at være veteran, det er ensbetydende med man ikke har det godt.”  

”Det ville jeg være med til at ændre, og vi har fået Flagdagen, og det er supergodt og den officielle fejring af vores veteraner, men jeg synes der manglede noget mere inkluderende, som anerkendte alle veteraner, høj som lav, og ikke havde noget med uniformer at gøre, for en uniform og en parade er jo meget anerkendende og det skal vi fortsætte med at gøre, men det kan jo også være ekskluderende for alle dem, som stod uden for.”  

”Jeg tænkte, at hvis vi skal ændre den opfattelse af at være veteran, så skal vi jo inkludere hele Danmark – veteraner og ikke-veteraner, og en måde at gøre det på, det kunne jo være musikarrangementer, hvor vi bringer veteraner og ikke veteraner sammen, så jeg kom på ideen med ENGAGE-festival.” 

”En ENGAGE festival er en måde at give veteraner en god dag, men det er også en måde at fortælle en historie på til ikke-veteraner. Lad os mødes over en fadøl og fortælle om, hvad det vil sige, både det gode og det knap så gode.” 

”Vi skal ikke tegne et lyserødt billede, for der er også negative sider ved en udsendelse, men vi skal have fokus væk fra, at det kun handler om elendighed, og over på, at vi er faktisk mange der er rigtig stolte over, hvad vi har lavet, uanset hvilken pris vi har betalt for det. Og det gælder 99 ud af 100 veteraner jeg møder, de er stolte over det.” 

”Der er sket meget positivt de sidste 8-9 år hvor jeg har arbejdet med veteranproblematikken. Helt tilbage i tiden var Forsvaret ikke særlig engageret i det, det er de nu, de er blevet rigtig gode til at række ud, og vores politikere og andre, de gør meget. Selvfølgelig kan du stadig finde enkeltstående historier om nogen, der ikke er blevet hjulpet nok, men jeg synes forsvaret som arbejdsgiver tager et stort ansvar, og jeg møder kun velvilje når jeg taler med Forsvaret og andre.”  

Vi bør sige tak 

Men der kan gøres endnu mere, mener Jeppe: 

”De mennesker som sætter livet på spil og gør en ekstraordinær indsats, fordi vores politikere beder dem om det, de skal have anerkendelse og respekt, fordi det er en uselvisk gerning. Vi skal ikke have amerikanske tilstande hvor alle rejser sig, det er for meget, men det bør være sådan, at når du møder en, der har været udsendt, så siger du tak, Det er store ofre mange har bragt. For mig er det, vi skal anerkende, det er beslutningen, beslutningen om at du vælger at tage sted og vide, at du faktisk kan komme galt afsted eller miste dit liv. Det handler ikke om, hvad der sker, for det er tilfældigheder, der afgør det. Det er beslutningen: ”Jeg tager afsted mod noget, der kan ændre mig for evigt.”” 

”Vi vil gerne lave mere på Flagdagen, vi vil meget gerne være med til at gøre Flagdagen endnu mere folkelig, det er en officiel fejring, og det er fantastisk hvad Flagdagen gør, og hvad mange kommuner gør, men det ville være endnu bedre, hvis det ikke bare var en lukket fest men en fest for alle. Det arbejder vi også på, og det kommer også til at ske, men det skal ske i samarbejde med Forsvaret,” siger Jeppe. 

Og så tør man jo næsten ikke spørge, hvordan han selv har det i dag. 

Han har det godt.  

Familiefar, iværksætter, direktør i en international handelsvirksomhed og travl med sin Veteranfond og ENGAGE. 

”Det at være et sted, hvor du skal fikse alting selv, det gør dig mere kreativ og innovativ, det har jeg også set hos andre veteraner. Man lærer at få tingene til at lykkes, man giver ikke op, men prøver at finder løsninger.” 

”Du har din uddannelse med i bagagen, jeg har mine erfaringer, jeg er nok mere forsigtig end andre, jeg tager mine forholdsregler. Det mærkelige ved krig er, at det bliver dagligdag, ”det der gør du, eller det der gør du ikke”, lynhurtigt bliver det dagligdag – er der snigskytter, går du ikke over en åben plads.” 

”Sådan noget tager du med hjem, og så skal du til at lægge det af dig, og noget af det, der har været sværest, det er sådan noget som skud og brag nytårsaften. Så farer jeg sammen, det kan jeg stadigvæk gøre, hvis jeg ikke er forberedt, så hopper jeg i sædet, det er en refleks, noget kroppen har lært dig. ” 

”Mange år efter var jeg mere alert. Når jeg kom ind et fremmed sted, kiggede jeg efter, hvordan kunne jeg hurtigt komme derfra, hvis noget sprang. Det kan jo blive skadeligt for dig, hvis du bliver bange for at komme ud blandt andre. Noget man har lært, som man skal aflære.” 

”Det har gjort mig stærkere, jeg har prøvet mine yderste grænser, så når noget bliver rigtig slemt, så kan du sætte noget relativt op. Jeg er blevet mere følsom, jeg kan blive rørt over små ting, til gengæld skal der mere til at slå mig ud i en professionel situation i erhvervslivet.” 

Veteranfonden 

Veteranfonden har fire formål: Anerkendelse, oplysning, fællesskab og indsamling. 

Det skal støtte danske veteraner og deres pårørende. Med veteraner menes udsendte til krigs- og katastrofeområder på vegne af Danmark. Omfattet er ansatte og tidligere ansatte fra Forsvaret, Beredskabsstyrelsen, Politiet, ministerier, styrelser og tilsvarende organisationer. 

Formålene forfølges gennem flere aktiviteter, blandt andet events i forbindelse med befrielsesdagen 4. maj. 

”Men vores primære formål er ENGAGE-festivalerne” siger Jeppe Michael Jensen. ”Jeg fandt på ENGAGE, før jeg fandt på Veteranfonden, så man kan sige, det er fonden, der betaler for festen.”