Anerkendelse er et fælles ansvar

Af tidligere chef for Veterancentret oberst Søren Andersen

I år er det 14. gang, vi afholder Flagdag med det formål at hædre og anerkende Danmarks udsendte og deres pårørende samt mindes dem, der aldrig kom hjem. Gennem årene har Flagdagen udviklet sig og vundet stødt stigende opbakning i samfundet. Det er positivt. Jo bredere opbakningen til Flagdagen er forankret i det danske samfund, jo større anerkendende effekt har den, og anerkendelse er vigtigt.

For dem, hvis næse det skulle være gået forbi, er jeg netop tiltrådt i stillingen som stabschef for Operationsstaben i Karup, og det betyder samtidig, at denne Flagdag får en lidt anderledes betydning for mig. Jeg deltager i år i kraft af min status som veteran og ikke som chef for Veterancentret. Med min seneste udsendelse til Irak sidste år frisk i erindringen glæder jeg mig især til gensynet med dem, jeg var udsendt sammen med og til at genopleve det sammenhold, der følger med en udsendelse. I år har jeg desuden familien med, hvilket også bliver en særlig og anderkendende oplevelse.

Flagdagen er langt fra blot en parade på Christiansborg Slotsplads, en mindegudstjeneste for Danmarks faldne i Holmens Kirke og en kranselægning ved monumentet i Kastellet i København. Det er meget mere end det. Flagdagen er en landsdækkende begivenhed, og foruden det officielle Danmark og naturligvis Forsvaret, så bidrager også landets kommuner i stadig større omfang med lokale anerkendende arrangementer på dagen.
Anerkendelsen fra det brede Danmark må ikke undervurderes. Vi er kommet rigtig langt, men vi mangler det sidste. Flagdagen skal være dagen, hvor hele Danmark bakker op og viser respekt og anerkendelse for vores veteraner og deres pårørende. Det er dit, mit og vores fælles ansvar.

Tilbage i maj afholdte Veterancentret en paneldebat om anerkendelse i forbindelse med den årligt tilbagevendende kongres Viden om veteraner. Blandt deltagerne var blandt andre Tommy Krabbe, der er Cand. Mag. i Interpersonel Organisationskommunikation. En af Tommys hovedpointer på paneldebatten var, at du ikke kan lykkes med at anerkende andre, hvis modtageren ikke selv anerkender dig.

Om det er den nærmeste overordnede i Forsvaret, statsministeren, en repræsentant fra erhvervslivet, formanden for den lokale idrætsforening, din familie eller nabo, så gælder det om at støtte op om vores veteraner. Og vi skal blive endnu dygtigere til at dyrke den brede anerkendelse.

Anerkendelsen af vores veteraner og deres pårørende bør ses som et fælles ansvar, da vores alles sikkerhed beror på et stærkt Forsvar. Som et led i at udbrede anerkendelsen af vores veteraner, arbejder vi i øjeblikket på et initiativ, der foruden idræts- og kulturlivet også skal involvere erhvervslivet. I forhold til erhvervslivet har vi igennem noget tid arbejdet på, at flere virksomheder får øjnene op for de stærke kompetencer, vores veteraner besidder og tilknytter dem som arbejdskraft. Det gælder ikke kun for det store flertal af veteraner, der vender styrket hjem fra udsendelse. Der skal også være en plads til dem, der døjer med en krigsskade af den ene eller anden karakter. At være skadet veteran betyder ikke pr. definition, at man er ude af stand til at arbejde. Tværtimod har vi fortsat en mindre gruppe skadede veteraner, der både kan og vil bidrage på arbejdsmarkedet – de venter bare på at få chancen. Min bøn er derfor, at endnu flere virksomheder vil tage ansvar ved at ansætte veteraner, hvad enten det er på fuldtid eller på nedsat blus.

Den brede befolkning skal også bringes endnu mere i spil, når det kommer til anerkendelse. Anerkendelsen fra samfundet og den brede befolkning er selvsagt ikke noget, vi blot kan påkalde os. Den skal vi gøre os fortjent til, og det gør vi blandt andet ved at kæmpe for vores fælles sikkerhed ved at lade os udsende til alverdens brændpunkter. En opgave der gavner hele samfundet.
Grundlaget for anerkendelse er tilstede, når det er meningsskabende at være udsendt – både for den enkelte soldat og for samfundet. Der skal være samhørighed.

Hvis befolkningen skal grave dybt for at finde meningen med, at vi udsender danske soldater til alverdens brændpunkter, har vi et problem. Der er vi heldigvis langt fra i dag.

På baggrund af en ekstrem bekymrende sikkerhedspolitisk situation – særligt med henblik på Ruslandskrisen, har opbakningen til Forsvaret sjældent været større. På en trist baggrund ser jeg derfor netop nu en gylden mulighed for, at vi skyder brystet frem og viser, hvad Forsvaret står for. Den mulighed skal vi udnytte. Forsvarets image i befolkningen er afgørende – ikke blot for at opnå anerkendelse men også for at styrke vores rekruttering i et Forsvar, der får vokseværk i de kommende år.

Der bliver allerede i dag lagt et stort og vigtigt arbejde i at informere befolkningen om de indsatser og opgaver, Forsvaret bidrager med at løse herhjemme såvel som på vores missioner ude i verden. Det skal vi fortsætte med. Når det handler om vores veteraner, har vi desværre en udfordring med at trænge igennem med den nuancerede fortælling om vores udsendte soldater.

Det sjældent de positive veteranfortællinger, der fylder forsider, og i nyhedsmedierne ser vi desværre en skævvridning i fortællingen om de danske veteraner. For nylig deltog jeg i radioprogrammet Kraniebrud på Radio4, hvor jeg blev mindet om, at stereotypen om veteranen som en skadet og sårbar soldat lever i bedste velgående. Med i programmet deltog forsker Ann-Katrine Schmidt Nielsen fra Universitetet i Oslo, der har forsket i fremstillingen af den danske krigsveteran i kulturen og i medierne fra 1990’erne og frem til i dag. Hendes studie viser, at medierne grundlæggende set har fokus på veteranen som en såret soldat. Det gælder både den fysisk skadede soldat, men i endnu højere grad den psykisk skadede soldat. Forskningen viser, at der er en klar overvægt af historier om PTSD, traumer, skilsmissefamilier, om mænd der lever bag nedrullede gardiner eller ude i skovene, om alkohol- og stofmisbrug, eller om dem der er blevet adrenalinjunkies og lever et liv på kanten.

I min optik skal mediernes ensidige fokus på de skadede krigsveteraner dog ikke kun ses negativt. Frem til 2010 var vi i Forsvaret ganske enkelt ikke dygtige nok til at tage vare på vores tidligere udsendte.

Det fik en kritisk mediedækning med afsæt i grundfortællingen om den skadede krigsveteran vendt op og ned på. Tag eksempelvis artikelserien Hjem fra Krigen i Berlingske i 2010, som vandt Cavlingprisen for at give ”et tankevækkende indblik i fysisk og psykisk lemlæstede soldaters tilværelse, efter at de er vendt hjem fra krig.” Her afdækkede journalisterne gennem klassiske nyhedshistorier, at der var behov for et bedre beredskab til at håndtere soldaternes sår på krop og sjæl. Herefter blev der fra politisk hold for alvor sat skub i veteranindsatsen.

Der, hvor vi er i dag, er vejen til hjælp til de skadede veteraner blevet markant kortere. Vi har i dag en veteranindsats med rigtig mange muligheder for støtte: om det er psykologbehandling, rådgivning eller en beskæftigelsesindsats, så er der adgang til livslang støtte.

Jeg oplever, at det ikke længere er et tabu, og det på en måde er blevet mere acceptabelt at række ud efter hjælp. Derfor har fortællingen om den skadede veteran også bragt noget godt med sig.

Med den samlede veteranindsats vi har i dag, er vi heldigvis et helt andet sted, og det bør efter min mening også afspejle sig i mediedækningen af vores veteraner.

Vi har naturligvis et medansvar for at nuancere fortællingen om vores udsendte, fordi veteranbegrebet skal kunne rumme alle soldater, der har arbejdet under dansk fane på en international mission. Arbejdet med at nuancere billedet og fortælle den gode historie om vores udsendte er i fuld gang, men det kommer til at tage tid, hvis fortællingen skal rodfæste sig i befolkningen.

Til sidst vil jeg ønske alle veteraner og pårørende en rigtig god Flagdag. Tak for indsatsen og for jeres mod til at gøre en forskel.