Af Søren Gade, Folketingets formand 

Flagdagen for Danmarks udsendte blev indført i 2009 for at ære og mindes de danske soldater og andet personel, der har været udsendt i international tjeneste.  

Det er en dag, der kalder stærke følelser frem hos dem, som har været udsendt.   

Det er også dagen, hvor Danmark hejser Dannebrog i respekt for de cirka 60.000 danskere, der har gjort en forskel i brændpunkter rundt omkring i verden. Dagen bliver markeret i mange byer med optog, parader og andre lokale arrangementer. Det er hele Danmark, der siger tak.  

Jeg er også selv glad for, at jeg kan udtrykke min taknemmelighed på flagdagen. Både ved mindehøjtideligheden på Kastellet i København, ved mindegudstjenesten i Holmens Kirke og ved den altid imponerende parade på Christiansborg Slotsplads.  

Det plejer at være en god dag, hvor der er plads til alvor og taknemmelighed, men også en dag, hvor gamle kammerater kan mødes, give hinanden en krammer og genopfriske fælles minder.   

Da jeg var forsvarsminister, mødte jeg mange af jer på de internationale missioner. Ude i felten så jeg, hvordan I gik til opgaverne med professionalisme, ansvarsbevidsthed og respekt for dem, I skulle hjælpe og forsvare. Jeg ved også, at internationale samarbejdspartnere kun har godt at sige om jeres indsats.   

Det glæder mig, at flagdagen er blevet et nationalt samlingspunkt. Vi skylder vores veteraner en stor tak. I trådte frem, da der blev kaldt. I meldte jer til en sag, der var højere end jer selv. Derfor fortjener I vores anerkendelse.  

Også jeres familier fortjener tak. De var ikke med jer ude i konfliktområderne, men de har bakkede op hjemmefra. De forstod, at det var vigtigt for jer at komme afsted. Det var ofte med store afsavn. Jeres kære tog en ekstra tørn hjemme, så I kunne koncentrere jer derude.    

De danske udsendelser er vigtige og tjener et dobbelt formål. Vi hjælper og beskytter lokalbefolkningen i konfliktområder. Men vi gør det også for at hjælpe os selv. Sikkerhed ude er sikkerhed herhjemme. Det er en erkendelse, vi er kommet frem til, efter Ruslands uprovokerede angreb på Ukraine.  

Jeg ved fra samtaler med veteraner, at de fleste er kommet stærkere hjem, end da de rejste ud. Man lærer meget, når man skal træffe beslutninger i et splitsekund under pres. Det er kompetencer, man også kan bruge steder i den civile verden.  

Men mange er desværre også vendt hjem med fysiske eller psykiske skader. Dem har vi en fælles pligt til at tage hånd om. Her tænker jeg ikke på nøgtern jura og erstatning efter lovgivningen. Men på at vise rummelighed og forståelse med dem, der måske har brug for lidt ekstra hjælp eller en lidt længere snor på arbejdspladsen. Hvis vi ikke hjælper vores udsendte med at finde sig til rette, når de kommer hjem, risikerer vi at stå uden nye frivillige, der kan træde i deres fodspor.   

Nogle har oplevet den største sorg ved at miste et familiemedlem eller en god ven i international tjeneste. Intet kan erstatte jeres store tab. Det virker naturstridigt, når unge mennesker dør.  

Men I skal vide, at vi andre er parate til at hjælpe jer med at bære det ubærlige. Jeg håber, I kan finde en smule trøst i den taknemmelighed, som den danske befolkning viser veteranerne i dag.  

Kære veteraner, vi er stolte over jer. I har vores største respekt.  

Tak for jeres mod og offervilje. 

Tak for jeres kærlighed til Danmark og demokratiet.