Frivillig i ”Familienetværket”:
”Det betød bare så meget at have kontakt til nogen, der var i nøjagtig samme situation som jeg. Vi havde sønner i Afghanistan samtidig, så vi forstod, hvordan hinanden havde det.”
Af Peter Skautrup, journalist
Da Winie Gerkvists søn i 2009 for første gang – det var ikke den sidste – var taget på mission i Helmand, havde hun i høj grad brug for at tale med ligesindede. Gennem en forløber for ”Familienetværket” kom hun derfor med i en netværksgruppe, hvor hun og andre soldatermødre kunne samles og dele deres tanker og bekymringer.
”Vi kaldte os ”Mødre mod Taliban”, fortæller Winie Gerkvist.
”Det var meget nyt på det tidspunkt, at man begyndte at tale om de pårørende, men altså et stykke hen ad vejen så bliver det for meget for både familie og venner at høre på, hvor hårdt det er at have et barn afsted på mission. Så for mig selv betød det så meget at skabe et netværk. Der var voldsomt brug for det.”
Flere i gruppen ses stadig privat, og et par af de andre er også med i det frivillige arbejde for pårørende i dag.
Sønnen kom godt hjem fra Afghanistan og er fortsat i militæret, og Winie er nu selv frivillig og kontaktperson i ”Familienetværket.” Det samme er hendes datter, der som barn har haft en storebror udsendt og senere en kæreste, som ligeledes var udsendt.
Kort fortalt består Familienetværket af en ret lille gruppe frivillige, som pårørende til udsendte kan kontakte om alt mellem himmel og jord, stort og småt.
Familienetværket står også bag ”Den gule sløjfe” og ”Børnemedaljen.” Da fregatten ”Iver Huitfeldt” i april kom hjem fra den skarpe mission i Rødehavet, var der f.eks. medaljer til alle de børn, der stod på kajen for at tage imod deres udsendte familiemedlemmer. Som noget nyt var Familienetværket også rundt på dette års Folkemøde for at gøre opmærksom på sig selv.
Men det primære arbejde er at støtte pårørende. Kontakten skabes gennem oplæg på kaserner før udsendelser og via netværkets hjemmeside og Facebook.
Til pårørendearrangementer på kasernerne handler det ifølge Winie Gerkvist om:
”At komme ud og informere om, at vi er her, og at de kan kontakte os, hvis man har brug for som pårørende at tale med en, der forstår og ved, hvordan det er at være i den situation. Vi kan være et helle for de pårørende, hvor der ikke er soldater indblandet, for som pårørende kan man godt have nogle bekymringer, men ikke har lyst til at tale med soldaten eller den øvrige familie om.”
”Vi er jo ikke behandlere på nogen måder. Vi er der bare for at guide folk, hvis de har brug for at tale med nogen, hvilke muligheder, de har for at få hjælp, det kan være til noget så enkelt som at få opklaret: Hvordan sender jeg post.”
”Jeg tror, vi er en 11-12 stykker, eller sådan noget. Så vi er faktisk ikke ret mange, og der bliver trukket på os. Vi kunne godt bruge flere.”
Det mærker de også nu, hvor missionerne udenlands har skiftet karakter.
”Altså, de er gudskelov ikke skarpe missioner som den gang, de drog til Helmand,” siger Winie.
”Men savnet er stadigvæk det samme. Helt unge mænd og piger, der skal afsted. Det er måske første gang, de skal være væk hjemmefra, og som pårørende er der så meget, man ikke forstår, når man ikke kender forsvaret. Det er meget svært at navigere i starten.
”Hvad giver det dig personligt at være med i det frivillige arbejde?
”Personligt har det givet mig utrolig meget igennem årene. Fordi – bare der er én henvendelse på et pårørende arrangement, så mærker man der, at det betyder noget, at vi er der. Vi deler jo historier indbyrdes om, hvordan vi har reageret i forskellige situationer. Det, at høre fra en mor, en far eller en søster eller en hustru, at de bliver lidt mere rolige efter at have snakket med én af os. Det betyder bare rigtig meget.”
For Winie Gerkvist er den personlige stolthed over soldaternes arbejde også af stor betydning.
”Det betyder faktisk også noget for mig patriotisk. Fordi jeg er monsterstolt af min søn. Og jeg er også stolt af de der drenge og piger, der tager afsted. Og vi bliver jo også nødt til at være ærlige: Det kan godt være, at det ikke er skarpe missioner nu, men vi sender jo ikke soldater ud til steder, hvor det ikke kan være farligt. Så ville det være formålsløst at sende dem derud.”
”Man kan jo også prøve at vende det rundt, og gøre det til noget positivt, så det har jeg også sagt på flere møder, at man også skal huske, hvad det er for et stærkt menneske, man har fået opdraget, og prøve at være stolt af det. Fordi, man skal jo være stærk for at komme og sige, ”så – nu drager jeg i krig, eller nu forlader jeg jer, fordi det her det betyder så meget for mig. Jeg synes, jeg skal tage den tørn.”
