Af Karina Lorentzen Dehnhardt, SF’s gruppeformand
”Dem, der har brug for psykologhjælp, ræk hånden op,” får en forsamling af hjemvendte krigsveteraner at vide. Sådan starter en historie om, hvordan vi håndterede veteranerne før i tiden. Om det er sådan, det helt har foregået, skal jeg ikke kunne sige. Men man siger jo, at historier ofte har rod i virkeligheden.
Når et nyt forsvarsforlig skal udmøntes, skal det ikke bare føre til et bedre forsvar fremover. Det skal også føre til, at vi behandler de veteraner, der har kæmpet for vores land, med respekt. Vi har brug for en langt mere aktiv veteranpolitik, end tilfældet er i dag. De seneste årtier har vi som samfund oplevet, at der er kommet flere veteraner som konsekvens af en mere urolig verden.
Vi ved, at veteranerne er meget sårbare, når de vender tilbage fra krig. Dels fordi de har oplevet noget usammenligneligt. Dels fordi de bærer rundt på nogle traumer, som kan være utalte. Noget der i meget høj grad også påvirker de pårørende.
For nylig besøgte jeg Varde Kommune for at blive klogere på, hvad landets største garnisonskommune gør, for at få veteraner tilbage på fode. Her har man ansat en veterankonsulent, ligesom man andre steder har en veterankoordinator. Langt de fleste kommuner har veteraner, så hvorfor ikke få veterankoordinatorer i alle kommuner?
Det er dog ikke alle veteraner, der har brug for at blive samlet helt og aldeles op. Nogle gange kan det være nok bare at have et fællesskab, man kan mødes i en gang om året og få talt om de oplevelser, man har haft. En fisketur, en kop kaffe eller noget helt tredje. Et sådant fællesskab så for nyligt dagens lys. Nemlig Engage Festivalen, som drives af frivillige veteraner, er gratis at være med til for øvrige veteraner, og hvor overskuddet går til Veteranfonden. Den slags fællesskaber skal vi udbrede noget mere. Om det er croquis-tegning, festival eller kaffeklub er underordnet. Men vi vil have en pulje, der sikrer disse aktiviteter for veteraner.
Det er to forslag, som taler til flere typer af veteraner. For vi ved jo godt, at der ikke er to veteraner, der er ens. De har forskellige oplevelser og forskellige behov. Men uanset hvad, så skylder vi de kvinder og mænd, der har været udsendt, de bedste muligheder for at komme tilbage til hverdagen, når de er vendt hjem med ar på krop og sjæl.
