Af Torben ørting Jørgensen, Formand Folk & Sikkerhed
Der er igen i år al mulig grund til, at vi samles om at takke de mange udsendte, der på vegne af os alle har løst opgaver af betydning for vores fælles sikkerhed i en stadig mere ustabil og konfliktfyldt verden.
Med Ruslands meningsløse, brutale og folkeretsstridige invasion af Ukraine, hvor krigen nu går imod sit tredje år, med konflikten i Gaza og Houthi-bevægelsens angreb på den civile skibsfart i Rødehavet, er vores bevidsthed om, at vi ikke længere kan betragte freden som noget, der er ukrænkeligt i vores del af verden, endegyldigt ændret. Krig og ufred rykker tættere på os alle, og det står os klart, at fred er noget, man skal være klar til at kæmpe for – også i Danmark og vores nærområder.
Det aftvinger respekt at kunne se og opleve, hvorledes alle vores udsendte igen har udført deres forskelligartede opgaver med dygtighed, professionalisme og uden at miste det etiske og moralske kompas, som altid har været et dansk varemærke for vores internationale indsatser.
Der skal også lyde en stor tak til de pårørende, der har haft deres kære udsendt, og som har skullet leve med både afsavn, bekymring og en dagligdag, der går videre, selvom der mangler en far eller mor i hjemmet.
Når der også er behov for at sige undskyld, så er det, fordi udsendelsen af fregatten Iver Huitfeldt til Rødehavet har bekræftet, at vores forsvar, materiel- og udrustningsmæssigt, ikke lever op til de krav, der stilles til operativ indsættelse i skarpe operationer. Besætningen var toptrænet og motiveret, men grejet ombord fungerede ikke, da der var mest brug for det.
Der er ingen ude i den skarpe ende af forsvaret, der kan lastes for forsvarets aktuelle og mangelfulde tilstand. Beskrivelsen af Iver Huitfeldts problemer er ikke enestående. Tekniske problemer og generelle mangler findes også i Hæren og Flyvevåbnet samt i Hjemmeværnet og i det civile beredskab.
Det er ikke orlogsgasten ombord i søværnets enheder, soldaten i Hærens infanterikampkøretøjer, besætningen ombord i Flyvevåbnets Challenger-fly, Hjemmeværnets frivillige eller beredskabspersonel ved Beredskabsstyrelsens beredskabscentre og de frivillige organisationer, der har skabt problemerne. Tværtimod gøres der alle steder, hvor man er tæt på den operative indsættelse, en massiv indsats for at træne, uddanne og være klar til indsats.
Det er fra den ende af vores forsvars- og beredskabsstruktur, at vores dygtige, men i antal utilstrækkelige faste personel, værnepligtige, reservister og frivillige står klar til at løse en opgave, der bliver stadig mere påtrængende, og som rykker tættere på vores Kongeriges grænser.
De seneste akutte besparelser på den ellers nødvendige uddannelse og træning samt begrænsninger i ansættelse af nyt personel sætter forsvarets aktuelle situation i relief og gør beundringen for alle de mennesker, der fortsat stiller op, endnu større.
Det tjener næppe noget formål at fordybe sig i årsagen til den situation, vores forsvar og civile beredskab befinder sig i. Vi har heller ikke tid til at indlede en meningsløs kamp for at placere ansvar for situationen i de øverste militære og civile ledelseslag, hvor organiseringens kompleksitet gør efterlevelse af begreberne ”ansvar, tillid og konsekvens” umulig.
Det, vi nu skal måle vores politikere på, som arbejder solen sort for at skaffe midler til genopbygningen af vores forsvar og civile beredskab, og de relevante myndigheder, er derimod den hast, hvormed man implementerer beslutninger og løser opgaven med at genopbygge fundamentet for vores fælles sikkerhed. Og her skal der bygges fra bunden med blik for de udførende og operative led i vores sikkerhedsorganisation. Decentralisering, reduktion i antallet af styrelser og forenkling af ledelseslaget bør være højt på dagsordenen, hvis implementeringshastigheden skal forøges, og principperne om ”ansvar, tillid og konsekvens” genindføres.
Baseret på de mange møder, vi har med den brede danske befolkning, kan jeg stilfærdigt konkludere, at et forklarligt og forsvarligt forsvar og civilt beredskab er blevet en folkesag.
Og kommer der ikke holdbare løsninger for og en åben debat om det forsvar og civile beredskab, Danmark skal råde over for både at sikre vores nationale interesser og løfte vores opgaver i rammen af både NATO, EU og FN, så får det konsekvenser ved det kommende folketingsvalg.
Vi må alle insistere på, at vores fælles sikkerhed tillægges prioritet, og at de nuværende og fremtidige ansatte, reservister, værnepligtige og frivillige får optimale forhold til at løse opgaven med at sikre vores fælles sikkerhed. Det skylder vi hinanden, hele Kongeriget, vores allierede og ikke mindst vores nuværende og fremtidige veteraner.
God Flagdag til alle.
