Af justitsminister Peter Hummelgaard (S)
Dannebrog er det vigtigste nationale symbol, vi har i Danmark. Et symbol, der binder danskerne sammen som folk. På Flagdagen hylder vi Danmarks udsendte, der med mod og dedikation tjener vores land i verdens brændpunkter.
Som justitsminister vil jeg gerne slå et særligt slag for vores udsendte politifolk. I mere end 75 år har dansk politi spillet en vigtig rolle i at hjælpe med at sikre retfærdighed og sikkerhed rundt om i verden. I dag har vi årligt over 100 politifolk udsendt til en række forskellige lande, hvor de spiller en afgørende rolle i at skabe tryghed og stabilitet.
I konfliktramte lande som blandt andre Ukraine, Kenya, Georgien og Armenien bidrager de til at udvikle stærkere statslige institutioner, som kan yde sikkerhed til befolkningen. Når de patruljerer i Georgien og Armenien, er de med til at skabe sikkerhed og tryghed for de civile, der bor i grænselandet. Når de træner og rådgiver kenyansk politi, er de med til at styrke sikkerheden i landet samt forebygge kriminalitet og terrorisme. Og når de er til stede i Ukraine, hjælper de med kapacitetsopbygning af politi og retsvæsen.
Også på europæisk jord gør de danske politifolk sig gældende. Både på land og på havet patruljerer de i regi af Frontex for at beskytte EU’s ydre grænser, mens de i Holland bidrager til et effektivt europæisk politisamarbejde gennem Europol.
Desværre er det et faktum, at krigen igen er rykket ind på det europæiske kontinent. Det giver fornyet fokus på den store indsats, som danske udsendte yder. I efteråret 2023 sendte vi et efterforskningshold med blandt andre kriminalteknikere til Ukraine. Og vi arbejder på at sende et nyt hold afsted.
Det er vigtige opgaver, dansk politi er med til at løse, og jeg er stolt af, at vi bidrager så stærkt i usikre dele af verden. Det kræver både mod og hjerte at være udsendt. Mod – fordi mange af vores udsendte befinder sig i områder med konflikt og kriser. Nogle af dem ser og oplever ting, som de helst vil glemme, lever med daglig frygt for missilangreb og gidseltagninger eller oplever at blive truet af oprørsgrupper.
Hjerte – fordi de vælger at forlade trygheden i Danmark for at bringe tryghed til andre. Det er nemt at glemme, at der er mennesker i andre dele af verden, som hver dag oplever overgreb på grund af nationalitet, religion, etnicitet eller køn. Mennesker, der virkelig har brug for, at der er dygtige danske udsendte, som træder til og gør en forskel. Det ansvar tager de danske politifolk på sig. Selv når det betyder, at de må give afkald på deres egen tryghed.
Det valg har jeg dyb respekt for.
Samme respekt skal gå til de pårørende. Det er en prøvelse for enhver familie at have en elsket udsendt til et usikkert sted. Mens ægtefællen, far eller mor er afsted på mission, er det de pårørende, der står tilbage med både savnet og ansvaret for alle hverdagens praktiske gøremål. Omvendt ved jeg, hvor afgørende et stærkt bagland er for de udsendte. Stærke og tætte relationer er den største styrke, man kan have med sig ud. Derfor er Flagdagen også til ære for de udsendtes familier. Deres støtte er uvurderlig.
Dannebrog er som et af verdens ældste flag et symbol på dansk identitet og sammenhold. Når Dannebrog er til stede på internationale missioner, repræsenterer det danske værdier og kultur. Vores udsendte politifolk er kendt for at behandle civilbefolkningen med respekt og ligeværd. For at være åbne for dialog. Og rådgive deres udenlandske samarbejdspartnere med lige dele ydmyghed og høj faglig kompetence.
Det gør Dannebrog og Danmark ære.
Derfor vil jeg gerne som justitsminister sige stor tak til både de udsendte politifolk og deres familier. Tak for en dedikeret indsats for Danmark. Tak for jeres mod og professionalisme. Tak for ikke at tage freden og friheden for givet. Jeres arbejde er en vigtig del af Danmarks bidrag til en mere fredelig verden, og I fortjener vores dybeste respekt og anerkendelse.
God flagdag!