Kære arrangør
Gode råd og værktøjer til en god flagdag
Flagdagen er til for vores veteraner og pårørende – det handler i høj grad om at være med til at skabe en god og festlig stemning for vores veteraner. Den 5. september er den gang om året, hvor vi sammen fejrer og hylder vores veteraner.
Find derfor ud af hvad jeres veteraner og pårørende har lyst til. Er ønsket at man samles til en tale og morgenbord eller har man mere lyst til at lave en parade gennem byen med stande og aktiviteter for kommunens borgere? Der er mange muligheder, men uanset hvilken model man vælger, så skal det være interessant for målgruppen.
Start med at definere behovet ved at tage kontakt til kommunens veteraner. Dette kan eksempelvis gøres ved at kontakte soldater- og veteranforeninger i kommunen. Man kan søge på Google eller blandt andet tage kontakt til Danske Soldater- og Marineforeningers Fællesråd, som er en paraplyorganisation for landets soldaterforeninger.
Kontaktoplysninger:
Landssekretær Flemming Martinussen
landsraad@soldater.dk
40 76 67 73
Kommunen er primær projektleder på jeres flagdagsarrangement, men det skaber en langt større værdi at inddrage målgruppen – altså veteranerne og de pårørende – i selve projektet. Derfor foreslår vi, at kommunen tager kontakt til lokale veteraner og foreninger, som har lyst til at være en del af en arbejdsgruppe. På den måde er det veteranerne selv, som står for de praktiske gøremål, mens kommunen har rollen som mødeindkalder og koordinator.
For at få en overskuelig projektplanlægning er det vigtigt, at alle er med på hvem gør hvad. Vi har lavet en projektskabelon, som man kan tage udgangspunkt i og/eller justere efter behov.
Forslag til opgaver som man kan eller skal have med i projektet:
- Hvad er behovet/interessen?
- Hvordan skal opbygningen af Flagdagsarrangementet være?
- Vælg eventuelt et tema, eksempelvis ved at få en taler til at komme og informere om veteraner, status på veteransagen, børn og unge m.m.
- Inddrag eventuelt lokalsamfundet – skoler (oplysning), erhvervslivet (rabatter til veteraner på dagen, gratis is til børn, m.m.), flag i byen m.m.
- Parade gennem byen, eventuelt med musikorkester.
- Invitationer (det er kun kommunen, som må stå for dette – rent lovmæssigt)
- Musik – der findes flere veteranbands som gerne kommer ud og spiller.
- Oplysning/kunst – synliggørelse af kommunens veteranpolitik, information om kommunens soldaterforeninger m.m.
- Markedsføring – lokalaviser, SoMe, lokalradio, m.m.
Husk at få indkaldt til et evalueringsmøde i arbejdsgruppen, hvor I også gennemgår det overordnede program for næste års arrangement samt aftaler en dato for næste møde for det kommende års afholdelse af Flagdagen.
Hvis din kommune har brug for flere råd til, hvordan I kan udvikle fejringen af Flagdag eller hvis det er første gang I afholder Flagdag, så ring eller skriv til Folk & Sikkerhed. Vi hjælper gerne med råd og vejledning!