Af Christian Friis Bach, udenrigsordfører og medlem af Folketinget for Radikale Venstre valgt i Nordjylland 

Da min kone og jeg besøgte vores datter, der bor i Washington D.C., havde hun bestilt billetter til en ishockey kamp med Capitals og danskeren Lars Eller. De tabte desværre, men det jeg husker mest fra kampen, var de amerikanske soldater, der blev præsenteret både før kampen og i pausen og blev mødt med store klapsalver. Det amerikanske militær er en integreret del af det amerikanske samfund. Der er både en helligdag dedikeret til landes veteraner (Veterans day) (og flere steder også en for de kvindelige veteraner) og en helligdag (Memorial Day) til minde om dem, der er døde under militærtjeneste. Der gennemføres store militærparader, optog, arrangementer og indsamlinger. Sådan har været meget længe. 

Helt anderledes har det været i Danmark. Vi fik ganske vist, efter et privat initiativ, Flagdagen i 2009, der fejrer og mindes personel, der har været udsendt. Og vi har siden 2010 haft en formaliseret veteranpolitik, der endelig anerkender den indsats, de danske veteraner har ydet, og de udfordringer mange af dem tager med sig hjem. En række kommuner er fulgt efter og har etableret deres egen veteranpolitik. Som led i forsvarsforliget blev veteran-indsatsen styrket i 2020. De store sports- og idrætsforbund har siden 2020 holdt Veteran Match med for at hylde danske soldaterveteraner og skabe gode rammer for at få dem ud på arbejdsmarkedet. Det går den rigtige vej. 

Men det danske forsvar og beredskab er fortsat ikke i tilstrækkelig grad synligt og anerkendt, og forsvaret har svært ved at tiltrække og fastholde personale. En del er forklaringen er nok, at krigene i Irak og Afghanistan og de militære operationer i Afrika ikke har haft bredt folkeligt ejerskab, selv om danske soldater alle steder, har ydet en stor og vigtig indsats. De politiske mandater og opgaven gav vanskelige betingelser. Der har hos mange, og her har mit parti også en del af ansvaret, været en vis berøringsangst, når det gælder en solid og synlig opbakning til militæret. Og det danske forsvar har også selv en del af ansvaret med en række uheldige sager og skandaler. Men den vigtigste forklaring er nok, at det er mange år siden, at vi for alvor har følt behovet for at kunne forsvare os og sikre freden i verden.   

Men krigen i Ukraine har ramt os alle dybt og gjort det tydeligt, hvor vigtigt det er, at vi har et stærkt og synligt forsvar i Danmark og i EU. Det har også forandret den position, vi har i Radikale Venstre når det gælder dansk militær. Der står ikke længere en sætning om nedrustning i vores nye principprogram. Vi bakker entydigt og solidt op om det nationale kompromis om dansk sikkerhedspolitik og de militære bidrag til Ukraine. 

Under ishockeykampen i USA tænkte jeg, at vi kunne gøre endnu mere for at synliggøre og ære de mange danskere, der bruger en del af deres liv i forsvarets og fredens tjeneste og drager ud i verden for at yde en indsats. 

Flådestationen i Frederikshavn, som jeg netop har besøgt, åbner én gang om året dørene for offentligheden, og det tiltrækker tusinder af mennesker. Men vi kunne også i langt højere grad åbne dørene for Flådestationen og ære danske soldater og veteraner når White Hawks spiller ishockey. Vi kunne sætte fokus på soldater fra Aalborg Kaserne, når AaB eller Pirates går på banen, eller når der er forestillinger på Aalborg teater. Vi burde langt flere steder skabe synlighed for de danskere, der har været udsendt for forsvaret, politiet og beredskabet og også for andre som med livet som indsats bidrager til FN eller humanitære missioner i lande ramt af konflikt. De føler sig også, ved fra min egen tid i FN, glemt og overset. Vi kan lære af Hendes Majestæt Dronningen, der i nytårstalen altid ærer de mange danskere, der gør en indsats i verden. Vi skal af med berøringsangsten.  

Nordjylland gør det, med den stærke placering forsvaret har i regionen, allerede langt bedre end andre regioner. Men vi kan gøre det endnu bedre. Det vil styrke opbakningen til de mange, der drager ud i verden, og sikre at flere melder sig både til forsvaret og til andre internationale opgaver.  

Vi har brug for en langt stærkere indsats for at sikre freden i verden. Den indsats starter herhjemme og hos os alle.